af Klaus Linholm
Naturen og folkelivet ved Tirsbæk gods og Tirsbæk Strand har en lang og farverig historie. Her venter store naturoplevelser med løvskove og strandenge , kragekolonier i skoven og mulighed for at se sæler, hejrer, ænder, skarver og lommer samt forskellige hvalarter som marsvin og finhval, ligesom der er isfugle i skrænterne.
Det var i disse idylliske omgivelser, at en fiskerfamilie ved fjorden fik besøg af polske hjælpetropper under svenskekrigene midt i 1600-tallet. Konen blev hængt op i skorstenen, hvor hun døde af røgforgiftning, og manden blev sat til at vaske polakkernes heste i fjorden – hvor han druknede
Vinterbaderforeningen Morgenrøden holder til i et gammelt teglværk, der er omgivet af en ret speciel myte om en meget kontrollerende ejer, der havde den kedelige vane at omdanne sig til et dyr for at kontrollere sine folk under sit fravær.
Da han en dag var taget ind til Vejle, stod der således også en hare og kiggede frem bag et træ – hvorpå en af teglværksarbejderne hentede et gevær og skød den i foden.
Ud på eftermiddagen kom teglværksejeren haltende hjem med foden bundet ind!
Hvor langt tilbage myten går, vides ikke. Men selv om den nuværende bygning er fra forrige århundredeskifte, kan man forestille sig, at teglværket er opført meget tidligere for at fremstille teglsten til det nærliggende Tirsbæk gods, sådan som man jo gjorde dengang ved større byggerier. Godset går langt tilbage og nævnes første gang i 1401.
Og som mange andre herregårde bidrager også Tirsbæk med historier om, hvad vi i dag ville betegne som overnaturlige begivenheder. Der er både et spøgelse i form af den hvide dame og – et rådyr, der farer op og ned ad gangene. Det er den eneste herregård herhjemme, der har et dyrespøgelse.
Selv om det kniber lidt med dokumentationen, kobles både den hvide dame og rådyret sammen med de nok mest farverige ejere af godset: Maren Loss og Jørgen Hvass. Vi er i midten af 1700-tallet. Den billedskønne Maren var egentlig hønsepige, men herremanden Jørgen Linde forfremmede hende til tjenestepige – og efter hans død giftede sønnen, Niels Linde, sig med hende trods slægtens store modvilje og inddragelse af retsvæsenet.
Men Niels døde under mystiske omstændigheder blot fire år efter, og så var vejen banet for godsets ridefoged, Jørgen Hvass.
Herpå blev der holdt de mest vilde fester, indtil kassen var tom. Sådan på det nærmeste.
Det bidrog dog også til derouten, at Jørgen Hvass absolut ville gå ind i finansverdenen. Han solgte ud af det meget velhavende gods jorder og herregårde for i stedet at låne penge ud. Men han fik langtfra alle sine udlån indfriet.
På plussiden kan dog nævnes parrets donationer til et hospital/alderdomshjem i Engum og til en meget fornem udsmykning af Engum kirke.
Parret blev dog reddet af svigersønnen, brigader William Halling, der havde været udstationeret på De Vestindiske Øer. Han formåede virkelig at skabe glæde blandt godsets bønder – nemlig, da han mageskiftede Tirsbæk med Dronninglund Slot i Nordjylland. For han var den værste bondeplager, der nogensinde har været på Tirsbæk.
Heller ikke Maren Loss og Jørgen Hvass eneste barn, Christine, kunne holde ham ud. Parret blev skilt, hvilket jo var meget usædvanligt dengang.
Og med Christine er vi fremme ved dyrespøgelset. Gespenstet er nemlig den hjort, der skræmte Christines hest, da hun var barn. Hun faldt af og blev lidt halt.
Maren Loss lod sig bl.a. se, da godset var besat af preussiske tropper i 1864 – hvis det altså var hende, der lod hånt om at blive råbt an. Soldaterne fik derfor tilladelse til at skyde på hende – men blev ret opskræmte, da hun ikke reagerede på kuglerne.
De var så heldigere end H. C. Andersen, da han boede på slottet en enkelt nat i 1830 – og var meget skuffet over ikke at se et eneste spøgelse.
Der findes et billede af Christine, men intet af Maren Loss. Og sidste chance for at danne sig et billede af hendes smukke skikkelse, blev forpasset, da man i 1803 skulle finde plads til kisten af godsejer von Benzons første kone i Engum kirkes krypt, indtil en obelisk blev opført til hende i Tirsbæks have.
I godsejerens fravær sørgede en af godsets folk for at få slået alle de 16 kister i krypten i stykker, hvorpå knoglerne af bl.a. Maren Loss og Jørgen Hvass lå spredt imellem hinanden, indtil sognepræsten et halvt århundrede senere fik tilladelse til at begrave dem i en høj på kirkegården, som for længst er nedlagt.
En anden speciel begivenhed knytter sig til familien von Brockdorff, der var fra Kiel, og som med sit tysk-klingende navn vakte en flok lokale fiskeres mistænksomhed under den delvis sejrrige tre-årskrig 1848-50.
Efter et drikkelag gik de op til slottet og hejste kanonerne ned fra tårnet og fjernede i det hele taget alle våben, de kunne komme til.
Slotsfruen, Emilie Charlotte Brockdorff, døde i øvrigt ret ung og ligger begravet i en sarkofag nede i storskoven, hvor hun i øvrigt havde elsket at sidde og kigge ud over vandet, sådan som man åbenbart kunne dengang.
Rygtet lader vide, at de to teenagesønner jævnligt tog ned i skoven for at kigge ned til mor ved at skubbe den 10 cm. tykke sandstensoverligger til side. Den er vel fire meter bred og en halv snes meter lang, så de savnede åbenbart ikke muskelkraft.
Blot halvandet år efter blev Emilie Charlottes mor lagt ned ved siden af.
Den nuværende slægt, Ahlgreen Ussing, er efterkommere af ØK’s stifter, H. N. Andersen, der i slutningen af 1800-tallet viste sin kærlighed til sin datter ved at lade et ønske gå i opfyldelse. På et tidspunkt sejlede familien ned ad Vejle Fjord, og da de passerede slottet, sagde datteren, at der ville hun gerne bo engang. Så det fik hun i bryllupsgave.
Går vi lidt tilbage i tiden, siges det, at en af ejerne var blandt dem, der blev dømt for mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286.
I 1680’erne mister Steen Bille til Ørumgård og Tirsbæk sin eneste søn, Henrik Bille, på noget rigtig dumt under et ophold i Paris. Han blev dømt til døden og henrettet for at have begået et drab under en duel. Det var der allerede dengang hårde straffe for.
Steen Bille havde få år forinden mistet sin kun 29-årige hustru, Karen Bille, og en søster.
Steen Billes datter, Sophie, kom så til at overtage godset.
Naturen og folkelivet ved Tirsbæk gods og Tirsbæk Strand har en lang og farverig historie. Her venter store naturoplevelser med løvskove og strandenge , kragekolonier i skoven og mulighed for at se sæler, hejrer, ænder, skarver og lommer samt forskellige hvalarter som marsvin og finhval, ligesom der er isfugle i skrænterne.
Det var i disse idylliske omgivelser, at en fiskerfamilie ved fjorden fik besøg af polske hjælpetropper under svenskekrigene midt i 1600-tallet. Konen blev hængt op i skorstenen, hvor hun døde af røgforgiftning, og manden blev sat til at vaske polakkernes heste i fjorden – hvor han druknede
Vinterbaderforeningen Morgenrøden holder til i et gammelt teglværk, der er omgivet af en ret speciel myte om en meget kontrollerende ejer, der havde den kedelige vane at omdanne sig til et dyr for at kontrollere sine folk under sit fravær.
Da han en dag var taget ind til Vejle, stod der således også en hare og kiggede frem bag et træ – hvorpå en af teglværksarbejderne hentede et gevær og skød den i foden.
Ud på eftermiddagen kom teglværksejeren haltende hjem med foden bundet ind!
Hvor langt tilbage myten går, vides ikke. Men selv om den nuværende bygning er fra forrige århundredeskifte, kan man forestille sig, at teglværket er opført meget tidligere for at fremstille teglsten til det nærliggende Tirsbæk gods, sådan som man jo gjorde dengang ved større byggerier. Godset går langt tilbage og nævnes første gang i 1401.
Og som mange andre herregårde bidrager også Tirsbæk med historier om, hvad vi i dag ville betegne som overnaturlige begivenheder. Der er både et spøgelse i form af den hvide dame og – et rådyr, der farer op og ned ad gangene. Det er den eneste herregård herhjemme, der har et dyrespøgelse.
Selv om det kniber lidt med dokumentationen, kobles både den hvide dame og rådyret sammen med de nok mest farverige ejere af godset: Maren Loss og Jørgen Hvass. Vi er i midten af 1700-tallet. Den billedskønne Maren var egentlig hønsepige, men herremanden Jørgen Linde forfremmede hende til tjenestepige – og efter hans død giftede sønnen, Niels Linde, sig med hende trods slægtens store modvilje og inddragelse af retsvæsenet.
Men Niels døde under mystiske omstændigheder blot fire år efter, og så var vejen banet for godsets ridefoged, Jørgen Hvass.
Herpå blev der holdt de mest vilde fester, indtil kassen var tom. Sådan på det nærmeste.
Det bidrog dog også til derouten, at Jørgen Hvass absolut ville gå ind i finansverdenen. Han solgte ud af det meget velhavende gods jorder og herregårde for i stedet at låne penge ud. Men han fik langtfra alle sine udlån indfriet.
På plussiden kan dog nævnes parrets donationer til et hospital/alderdomshjem i Engum og til en meget fornem udsmykning af Engum kirke.
Parret blev dog reddet af svigersønnen, brigader William Halling, der havde været udstationeret på De Vestindiske Øer. Han formåede virkelig at skabe glæde blandt godsets bønder – nemlig, da han mageskiftede Tirsbæk med Dronninglund Slot i Nordjylland. For han var den værste bondeplager, der nogensinde har været på Tirsbæk.
Heller ikke Maren Loss og Jørgen Hvass eneste barn, Christine, kunne holde ham ud. Parret blev skilt, hvilket jo var meget usædvanligt dengang.
Og med Christine er vi fremme ved dyrespøgelset. Gespenstet er nemlig den hjort, der skræmte Christines hest, da hun var barn. Hun faldt af og blev lidt halt.
Maren Loss lod sig bl.a. se, da godset var besat af preussiske tropper i 1864 – hvis det altså var hende, der lod hånt om at blive råbt an. Soldaterne fik derfor tilladelse til at skyde på hende – men blev ret opskræmte, da hun ikke reagerede på kuglerne.
De var så heldigere end H. C. Andersen, da han boede på slottet en enkelt nat i 1830 – og var meget skuffet over ikke at se et eneste spøgelse.
Der findes et billede af Christine, men intet af Maren Loss. Og sidste chance for at danne sig et billede af hendes smukke skikkelse, blev forpasset, da man i 1803 skulle finde plads til kisten af godsejer von Benzons første kone i Engum kirkes krypt, indtil en obelisk blev opført til hende i Tirsbæks have.
I godsejerens fravær sørgede en af godsets folk for at få slået alle de 16 kister i krypten i stykker, hvorpå knoglerne af bl.a. Maren Loss og Jørgen Hvass lå spredt imellem hinanden, indtil sognepræsten et halvt århundrede senere fik tilladelse til at begrave dem i en høj på kirkegården, som for længst er nedlagt.
En anden speciel begivenhed knytter sig til familien von Brockdorff, der var fra Kiel, og som med sit tysk-klingende navn vakte en flok lokale fiskeres mistænksomhed under den delvis sejrrige tre-årskrig 1848-50.
Efter et drikkelag gik de op til slottet og hejste kanonerne ned fra tårnet og fjernede i det hele taget alle våben, de kunne komme til.
Slotsfruen, Emilie Charlotte Brockdorff, døde i øvrigt ret ung og ligger begravet i en sarkofag nede i storskoven, hvor hun i øvrigt havde elsket at sidde og kigge ud over vandet, sådan som man åbenbart kunne dengang.
Rygtet lader vide, at de to teenagesønner jævnligt tog ned i skoven for at kigge ned til mor ved at skubbe den 10 cm. tykke sandstensoverligger til side. Den er vel fire meter bred og en halv snes meter lang, så de savnede åbenbart ikke muskelkraft.
Blot halvandet år efter blev Emilie Charlottes mor lagt ned ved siden af.
Den nuværende slægt, Ahlgreen Ussing, er efterkommere af ØK’s stifter, H. N. Andersen, der i slutningen af 1800-tallet viste sin kærlighed til sin datter ved at lade et ønske gå i opfyldelse. På et tidspunkt sejlede familien ned ad Vejle Fjord, og da de passerede slottet, sagde datteren, at der ville hun gerne bo engang. Så det fik hun i bryllupsgave.
Går vi lidt tilbage i tiden, siges det, at en af ejerne var blandt dem, der blev dømt for mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286.
I 1680’erne mister Steen Bille til Ørumgård og Tirsbæk sin eneste søn, Henrik Bille, på noget rigtig dumt under et ophold i Paris. Han blev dømt til døden og henrettet for at have begået et drab under en duel. Det var der allerede dengang hårde straffe for.
Steen Bille havde få år forinden mistet sin kun 29-årige hustru, Karen Bille, og en søster.
Steen Billes datter, Sophie, kom så til at overtage godset.